
I den femte udsendelse af programrækken “Rod i familien” på DR1 møder vi en familie med udgangspunkt i fire søskende, tre brødre og en søster, som har haft et tæt forhold helt ind i voksenlivet og i dag bor tæt på hinanden.
Under en familiefest for 3 år siden opstod der en uoverensstemmelse imellem to af de tre, en bror og en søster, som ikke har set hinanden siden. På initiativ af broderens kone kommer DR og “Rod i familien” derfor på banen.
Bruddet imellem de to søskende har påvirket hele familien, og der er risiko for, at familien ikke kan forsamles omkring et forestående bryllup imellem en anden bror og en svigerinde, som skal giftes i nær fremtid. “Nu må de tage sig sammen”, siger svigerinden.
“Den ene vil ikke give sig, og den anden vil ikke give sig. De er lige stædige begge to”, siger broderen, som skal giftes. Det ser således ikke ud som om, at nogen af de to adskilte har haft lyst til at tage det første skridt i retning af en forsoning.
Selvom det bliver sværere at genforenes, jo længere tid der går, så viser det sig også i denne familie, at det aldrig er for sent at gøre forsøget.
Familien er blevet splittet ad. “Vi holder ingen familiefester mere – vores kontakt er mere eller mindre lig nul”, siger broderen i konflikten. Det er frygten for at blive afvist, som har holdt ham tilbage fra at genoptage kontakten.
Ingen af de to søskende har ønsket at opretholde adskillelsen, og det har været en lidelse for dem og for resten af familien.
Det lykkedes at genforene familien over familiemiddagen, og familieforholdet er efterfølgende under genopbygning.
Jeg er tilknyttet programrækken “Rod i familien” som mediator og har udført mediationer for de involverede familier efter optagelse af udsendelserne.
Comments are closed.